Skip to content

Velkommen til

 

TEMA:

Skønhed

Skønhed ligger i øjnene, der ser.

Sådan lyder et gammelt ordsprog. Og måske er det sandt, for hvorfor fascineres vi ellers af de røde og orange blade på træerne, hvorfor er skoven særlig skøn i tusmørket, og hvorfor kan en blikstille sø fortrylle os, så vi nærmest ikke kan løsrive os?

For det er jo blot en farve, bladene har, og det er jo blot mangel på lys i skumringen, der ændrer træernes udseende, og det er mangel på vind, der gør søen stille. Hvorfor er det noget særligt?

Det er jo blot et meteorologisk fænomen, der gør himlen rød ved solnedgang, det er blot vanddamp, der spreder solens lys i atmosfæren. Den dybblå himmel over vores søer er tilsvarende blot et resultat af en koldfront, der medbringer ren luft fra de arktiske egne.

Men det siger noget om naturens skønhed, at den består af drømmebilleder. Og vi mennesker er, om nogle, drømmere og digtere. Vi forvandler naturens kredsløb til et udtryk for menneskelivet, og hvor ofte har vi ikke sunget Grundtvigs efterårssalme ’Nu falmer skoven’ til en begravelse, mens vi for det indre blik ser efterårets røde blade som et symbol på det afsluttende menneskeliv? Og tænker vi videre, kan vi også tænke på de gule påskeliljer, der bliver selve symbolet på Kristi opstandelse?

Vi mennesker er drømmere og tænkere, vi kobler fænomener og forklaringer og tegn og tale sammen til et virvar af ideer og betydninger.

Måske bunder det i mørket. Det mørke, der nu vender tilbage til os her på den nordlige del af den nordlige halvkugle. I mørket har vi tid til ro og fordybelse og eftertanke. Ligesom træerne, der hviler hele vinteren, efter at de har smidt deres blade, og blomsternes rødder, der hviler i den mørke muld indtil næste forår, sådan kan vi mennesker også bruge vinterens mørke som et ly til rekreation og hvile. Det er vores tre dage i gravhulen, hvorefter vi med forårssolen kan genopstå til forår og påskeliljer og sol og lys over søerne og træerne.

Så et glædeligt efterår til alle jer drømmere og tænkere og digtere og mennesker derude, der nyder solens spil på den blikstille sø, eller træernes opblussen i gyldne nuancer og den første rimfrost i græsset, der forvandler vores verden til et eventyrland.

Kald os bare drømmere. Der har gået én foran os, der turde drømme om noget endnu større: om fred og lykke og samhørighed mellem mennesker, og lad os så blot endnu en gang synge: ’Nu falmer skoven’:

 

Ham takker alle vi med sang

for alt, hvad han har givet,

for hvad han vokse lod i vang,

for ordet og for livet.

 

Da over os det hele år

sin fred han lyser gerne,

og efter vinter kommer vår

med sommer, korn og kerne.

Rikke Visby Wickberg